Daniel Nilsson:”måske har vi stadig løst det på en kreativ måde”

Daniel Nilsson:”måske har vi stadig løst det på en kreativ måde”

Med en blå Ikea taske fyldt med snavset vasketøj, Daniel Nilsson var på vej ned til kælderen, til det fælles vaskerum i huset. Det var i april 2020, og som freelance-fotograf havde han for nylig tænkt på, hvordan han kunne skildre pandemien.

På en måde, der ikke allerede var gjort.

– Mange havde allerede dokumenteret tomme gader og pladser. En avis havde en sådan billedrapport, og jeg kan huske folk, der skrev kommentarer som “men den gade er tom, selv når det regner” og “tomme sportsarenaer, vi har set tusind gange før”. Der var som ingen forskel mellem sådanne billeder før og under pandemien, tænkte jeg.

Det er, hvad Daniel fortæller mig, når jeg intervie .er ham, halvandet år senere. Men der i vaskerummet i Malmö ville han snart få svar på det spørgsmål, han stillede sig selv, hvordan han kunne forestille sig pandemien. Han hørte lyden af tangling af nøgler.

“Jeg tænkte:’ Hvad fanden kommer det fra?«. Så så jeg, at det skinnede inde i et kælderrum, så jeg åbnede den dør. Det første jeg så var hylder med toiletpapir, pasta og majs. Til sidst arbejdede min nabo Erik.

Overrasket spurgte Daniel: “Hvad laver du her, Erik?«

“Åh du ved, børnene er hjemme fra skolen, fordi de er forkølede, og min kone arbejder hjemmefra, så jeg er flyttet herned til kælderen. Det er det eneste sted, jeg kan være uforstyrret, ” svarede naboen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *